Kender du til kreative initiativer, som får flere til at cykle i deres ferie i Danmark? Så send dit forslag til Vejdirektoratet om, hvilket initiativ der skal kåres som årets bedste på cykelturismeområdet.

Du kan indstille en erhvervsdrivende, kommune, trafikselskab, turistdestination, leverandør eller lignende til at modtage prisen for årets bedste initiativ, der sætter fokus på at gøre det nemmere, sjovere og mere oplevelsesrigt at være cykelturist.

Prisen skal være med til at promovere og sætte fokus på de initiativer, som kan være med til at booste cykelturismen i Danmark. Vi hiver de gode initiativer frem i lyset, så de kan inspirere andre til at sætte gang i samarbejder og investeringer til gavn for de cyklende gæster.

Destination Fyn, Kildemoes A/S og cykelhandlerne fra Fri Bike Shop blev sidste års vinder med udlejningskonceptet ”Fyn-Cyklen”.

”Det var et kæmpe skulderklap for os at modtage prisen. Sammen med den fynske turismeklynge arbejder vi på at blive BIKE ISLAND – og derved blandt Nordeuropas førende cykeldestinationer. Anerkendelsen gav ”medvind på cykelstien" og har åbnet mange døre. Dette forår går vi i luften med et videreudviklet koncept, hvor turister også kan booke cykler digitalt, og det forventer vi også rigtig meget af,” fortæller projektleder Anne Høyby fra Destination Fyn.

Send dit forslag til Vejdirektoratet senest den 4. maj 2018, så er du med til at indstille, hvilket initiativ der kåres som årets bedste på cykelturismeområdet. Du kan indstille både dit eget eller andres initiativ til prisen.

Læs mere om konkurrencen og ansøgning

Indstillinger sendes til cykelturisme@vd.dk

Prisen bliver overrakt på Den nationale cykelkonference, den 29. – 30. maj 2018, hvor værterne er Frederiksberg og Københavns Kommuner.