11 campingpladser blev klædt på til fremtidens campister, da Dansk Kyst- og Naturturisme og Erhvervsakademi Aarhus før jul afholdt kursusforløb i strategi og forretningsudvikling.

Hvordan tilpasser man sin campingplads til fremtidens campister? Og hvordan får man implementeret nye ideer og strategier, når dagligdagen banker på? Det er blot nogle af de spørgsmål og udfordringer, som 11 campingpladser fra Silkeborgområdet arbejdede med, da Dansk Kyst- og Naturturisme og Erhvervsakademi Aarhus afholdt kursusforløb i strategi og forretningsudvikling. Kursusforløbet er finansieret af Den Europæiske Socialfond og udbydes som en del af initiativet Danske Turismekompetencer.

”Mange af de danske campingpladser står foran et uudnyttet potentiale. De har fantastiske, naturskønne beliggenheder og en nær kontaktflade med gæsterne. Og alligevel oplever de ikke samme vækst som øvrige overnatningsformer i dansk turisme. Vi har derfor på kursusforløbet haft fokus på gæsterne og deres efterspørgsel, og vi har kigget på, hvordan campingpladserne kan arbejde med både tilfredsheden og med at udvikle deres forretning til fremtidens campister,” fortæller Mette Stubkjær, adjunkt ved Erhvervsakademi Aarhus og underviser på kursusforløbet.

VisitSilkeborg havde samlet de 11 campingpladser, og kursusforløbet blev afholdt over tre dage i november og december. De overordnede temaer for dagene var blandt andet gæsteanmeldelser og klagehåndtering, fremtidens campister og campingpladser, strategisk ledelse samt udvikling af ideer og implementering.

”Campingpladsejerne er meget motiverede. De vil enormt gerne udvikle deres campingpladser, men ofte løber de ind i udfordringer med tilladelser, finansiering og ikke mindst en hverdag, hvor det kan være svært at frigøre tid fra driftsopgaver. Kursusforløbet skulle give campingpladsejerne redskaber til at tage nogle af de her udfordringer op, prioritere deres tid, udvikle nye ideer og ikke mindst implementere dem,” siger Mette Stubkjær.

Samme hold campingpladser har allerede tilmeldt sig endnu et kursusforløb – denne gang med fokus på de digitale mediers muligheder for at målrette sin markedsføring.

Interesseret i et målrettet kursusforløb?

Er du campingpladsejer og vil gerne på kursus? Eller vil du gerne som destination udbyde et kursusforløb til for eksempel campingpladserne i dit område?

Danske Turismekompetencer tilbyder målrettet uddannelse og kursusforløb, der kan styrke de danske turismevirksomheder. Det er fortsat muligt at tilrettelægge og afholde kursusforløb i løbet af 2019.

Vil du høre mere? Kontakt:

Alice - SH.jpg

Alice Bank Danielsen

Projektleder for Danske Turismekompetencer

abd@kystognaturturisme.dk

+45 2643 1411

Find Alice på LinkedIn