Cykelruten N8 åbnede under stor bevågenhed i maj 2018. Nu får turismeaktører omkring cykelruten et boost til at styrke den positive udvikling af ruten med en bevilling på i alt 3,7 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop bevilget i alt 3,7 mio. kr. til at udvikle og markedsføre cykelruten N8. Bevillingen fordeler sig over to indsatsområder, hvoraf 2,7 mio. kr. går til forretnings- og hotspotudvikling og 1 mio. kr. går til markedsføring. Det samlede projektbudget ligger dermed på knap 10 mio. kr.

Projektet skal udvikle den nationale cykelrute N8, også kaldet Østersøruten, som åbnede under stor bevågenhed i maj 2018. Målet er, at Østersøruten skal være en af Europas bedst servicerede og mest kendte cykelruter, hvor turister får en kvalitetsoplevelse, som skaber en høj tilfredshed. Parterne bag projektet mener, at det internationale potentiale er stort:

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop givet tilsagn om i alt 3,7 mio. kr. til udvikling og markedsføring af cykelruten N8. Foto: VisitFyn

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop givet tilsagn om i alt 3,7 mio. kr. til udvikling og markedsføring af cykelruten N8. Foto: VisitFyn

"For at indfri ambitionerne vil vi arbejde på tværs af tre indsatsområder, nemlig international markedsføring, forretnings- og hotspotudvikling samt strategisk udvikling af fysiske signaturelementer langs ruten," fortæller Jacob Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef i Dansk Kyst- og Naturturisme.

"Med projektet bygger vi videre på et strategisk samarbejde, der skal skabe god grobund for fortsat samarbejde mellem aktørerne inden for cykelturismen på alle niveauer."

Dansk Kyst- og Naturturisme står for indsatsen omkring forretningsudvikling, og VisitDenmark står for den internationale markedsføringsindsats. Øvrige partnere i projektet er Dansk Cykelturisme og de seks destinationsselskaber langs Østersøruten.

"Østersøruten vandt primo 2019 en pris som bedste internationale cykelrute på en populær cykelmesse i Holland. Med den nye bevilling bliver det muligt at fastholde dette internationale momentum, i første omgang på det tyske og hollandske marked og derefter på yderligere markeder," siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark.

Der er fire hovedaktiviteter i udviklingsprojektet, som løber over knap tre år:

  • For det første skal der udarbejdes en udviklingsplan for Østersøruten med udpegning af hotspots og testområder.
  • Dernæst vil der blive gennemført forretningsudviklingsforløb med udgangspunkt i overnatning og fokus på oplevelser og servicering af cykelturister.
  • Step 3 vil være etablering af en fælles hjemmeside for Østersøruten og udvikling af informationsmateriale og kort.
  • Endelig skal der udvikles nogle servicekoncepter såsom bagagetransport, leasing og leje af cykler og samarbejde med turoperatører.
Østersøruten går unikt gennem 12 øer og forbindes med otte broer og fem færger. Foto: Dansk Cykelturisme

Østersøruten går unikt gennem 12 øer og forbindes med otte broer og fem færger. Foto: Dansk Cykelturisme

Om Østersøruten

Østersøruten løber fra den dansk-tyske grænse ved Padborg i vest, over Als og Ærø, gennem det Sydfynske Øhav, henover Lolland, Falster og Møn i øst via Sydsjælland, over Fyn og Øhavet og videre mod Lillebælt, indtil ruten føres igennem den østlige del af Syd- og Sønderjylland. Ruten forbinder dermed hele den sydlige del af landet og går helt unikt gennem 12 øer og forbindes med otte broer og fem færger.

Parterne i projektet er:

  • Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Dansk Cykelturisme
  • VisitDenmark
  • Destination Sønderjylland, Destination Lillebælt, Destination Fyn, VisitVestsjælland, VisitSydsjælland Møn og Business LollandFalster

Vil du høre mere om projektet? Kontakt:

christine sort hvid.png

Christine Jürgensen

Udviklingskonsulent

cju@kystognaturturisme.dk

+45 2273 4934

Find Christine på LinkedIn