Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark er netop udkommet med den årlige analyse af danskernes ferieadfærd, kendskab og opfattelse af danske og udenlandske feriedestinationer. Analysen indikerer en stigende tendens blandt danskerne til at holde kyst- og naturferie i Danmark.

Dansk Kyst- og Naturturisme har i samarbejde med VisitDenmark foretaget en undersøgelse blandt 1.797 danskere. Det er tredje gang, analysen gennemføres, og der ses en tydelig tendens til, at danskerne i stigende grad vælger ferier i Danmark positivt til. Særligt er danskerne glade for sommerhuslivet, de danske strande og den danske natur.

Undersøgelsen viser, at 62 pct. af de danskere, der var på ferie i 2017, holdt én eller flere ferier i Danmark, og det er en markant stigning siden 2016, hvor det samme gjaldt for 56 pct. De næstmest besøgte lande i 2017 – med en betydeligt lavere andel – er Tyskland (23 pct.) og Spanien (18 pct.). Ser man bort fra Danmark, som har haft en positiv udvikling, er andelen af danskere, der har været på ferie på de øvrige feriedestinationer, enten på niveau med rejseadfærden i 2016 eller en smule under.

En ny analyse af danskernes ferieadfærd viser, at danskerne i stigende grad holder kyst- og naturferie i Danmark. Foto: VisitDenmark

En ny analyse af danskernes ferieadfærd viser, at danskerne i stigende grad holder kyst- og naturferie i Danmark. Foto: VisitDenmark

I forlængelse heraf kan nævnes, at danskerne gennemsnitligt har holdt det samme antal ferier i 2017 som i 2016.

”Danmark er danskernes foretrukne destination, og vi er glade for den popularitetsstigning, som vi kan aflæse i årets analyse. Det er meget opmuntrende, og det tyder også på, at de store, fælles indsatser - som fx den fælles markedsføringskampagne ”Elsker Danmark”, der lige nu kører for tredje år i træk og realiseres i samarbejde med mere end 20 danske destinationer og turismeaktører - har en positiv effekt,” siger Sisse Wildt, kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme.

I undersøgelsen defineres en ferie som en rejse med minimum én overnatning.

Kyst og natur trækker

27 pct. angiver ”Jeg vil gerne opleve naturen i Danmark” som årsag til ferien, og 20 pct. ”vil gerne til den danske kyst i min ferie”. Dermed overgås kyst- og natur som reason-to-go kun af familie- og vennebesøg.

Set i lyset af, at 2017 ifølge Danmarks Statistik var rekordår for antallet af bookede feriehuse (som typisk er placeret i kyst- og naturnære områder) med 4,9 mio. overnatninger af danske gæster, er det tydeligt, at danskerne værdsætter de danske kyster og naturen meget højt. Det er i øvrigt en fremgang siden 2016 på hele 6,7 pct. (308.000 overnatninger).

Forventer flere ”hjemmeturister” i år

Generelt set forventer 34 pct. at holde ferie i Danmark i 2018, men hos Dansk Kyst- og Naturturisme har man langt større forventninger til dette års hjemmeturisme, og det er der gode grunde til:

”Den faktiske adfærd overstiger langt den forventede, det kan vi se fra de tidligere år, vi har lavet analysen. I 2016 vurderede 32 pct., at de ville holde en ferie i Danmark i 2017, men det faktiske tal blev jo 62 pct. Derfor har vi også større forventninger til danskernes ferier i Danmark i 2018. Der kan være flere grunde til, at man ikke forventer at holde en ferie, og så gør det alligevel, fx vejret eller en nem, spontant opstået feriemulighed, og typisk planlægges en danmarksferie senere end en udlandsferie,” siger Sisse Wildt.

Uanset målgruppe ser Danmark altså ud til at blive danskernes foretrukne feriemål igen i år.

Læs Dansk image- og potentialeanalyse