I et fælles markedsføringssamarbejde kaldet Nationalpark Outdoor er portalen nationalparkoutdoor.dk netop blevet lanceret.

Allerede denne sommer vil gæster i Nationalpark Mols Bjerge kunne sidde i sofaen i det lejede sommerhus og finde ud af, hvordan de kan komme ud på vandet i kajak eller ride på hesteryg i Mols Bjerge. En ny portal med outdoor-oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge er nemlig netop blevet lanceret.

Besøg portalen

”Målet med portalen har været at samle aktørerne på tværs af nationalparken ét sted – dels for at synliggøre oplevelsesudbuddet, dels for at styrke samarbejdet blandt aktørerne i endnu højere grad. På den måde bliver det også nemmere for de små outdoor-virksomheder at trænge igennem lydmuren og sælge deres oplevelsesprodukter,” siger Lene Lind, projektleder og Chef for salg og service ved VisitDjursland.

Arbejdet med portalen udspringer af projektet Aktiv naturturisme i Nationalpark Mols Bjerge, der er et samarbejde mellem Nationalpark Mols Bjerge og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Region Midtjylland og Syddjurs Kommune bidrager til projektet med økonomisk støtte og som medlemmer af en styregruppe, hvor også Destination Djursland, Naturstyrelsen og Nationalpark Mols Bjerge deltager.

Startskud for styrket samarbejde

En klynge af outdoor-virksomheder tester denne sommer samarbejdet og markedsføringssamarbejdet med den nye portal nationalparkoutdoor.dk. Et fokus fremover bliver at få outdoor-virksomhederne, der nu er samlet omkring bordet, til at give hinanden håndslag på en række fælles principper og at sondere mulighederne for et videre samarbejde.

Vil du være en del af portalen?

Er du udbyder af outdoor-aktiviteter i Nationalpark Mols Bjerge, og har du lyst til at være synlig på portalen?

Kontakt projektleder Lene Lind på telefon 8752 1803 eller 2343 5418 eller mail lene@visitdjursland.com

Det skal samtidig undersøges, hvilke muligheder og begrænsninger der er for forskellige typer af outdoor i forhold til landskabet, ligesom projektet også skal bidrage til at bygge bro mellem beskyttelse og benyttelse.

Fakta om ’Aktiv naturturisme i Nationalpark Mols Bjerge’ 

  • Projektet har det overordnede formål at styrke den kommercielle del af outdoor-turismen i nationalparken
  • Projektet er finansieret af Region Midtjylland (200.000 kr.), Syddjurs Kommune (200.000 kr.), Dansk Kyst- og Naturturisme (200.000 kr.) og Nationalpark Mols Bjerge (200.000 kr.)
  • Projektet løber frem til udgangen af 2018
  • Det er et pilotprojekt, som på længere sigt vil kunne udbredes til andre nationalparker i Danmark

Vil du høre mere om projektet? Kontakt:

christine sort hvid.png

Christine Jürgensen

Udviklingskonsulent

cju@kystognaturturisme.dk

+45 2273 4934

Find Christine på LinkedIn