Bæredygtighed, økologi og FN’s 17 verdensmål er i fokus i Sinatur-hotellernes nye strategi. Det skal gæsterne kunne mærke, og derfor skal alle ansatte på kursusforløb – fra receptionister til rengøringspersonale.

At forankre ord som bæredygtighed, natur, nærvær, medmenneskelighed og gastronomi på seks forskellige hoteller i hele landet er ikke en enkel opgave. Sinatur Hotel & Konference har taget udfordringen op og vil sende alle ansatte på kursus med udgangspunkt i deres nye strategi – for gæsterne skal kunne mærke hotellernes værdier hele vejen rundt.

”Med den nye strategi var målet at blive endnu skarpere på vores grundlæggende værdier: natur, nærvær og gastronomi. Vi ville være endnu bedre til at synliggøre og efterleve dem,” siger Christina Nielsen, HR- og Administrationschef ved Sinatur Hotel & Konference, og tilføjer:

Natur, nærvær og gastronomi er i fokus for Sinatur-hotellerne - og det skal forankres gennem efteruddannelse af alle ansatte. Foto: Sinatur Hotel & Konference

Natur, nærvær og gastronomi er i fokus for Sinatur-hotellerne - og det skal forankres gennem efteruddannelse af alle ansatte. Foto: Sinatur Hotel & Konference

”I forhold til vores medarbejdere handler det blandt andet om historiefortælling. Og hvis medarbejderne skal kunne fortælle historierne om for eksempel lokale råvarer eller cirkulær økonomi, skal de også være trygge i dem og have taget ejerskab for dem.”

Med udgangspunkt i strategien vil medarbejderne komme på kursus i blandt andet storytelling, værtskab, gastronomi og cirkulær økonomi. Kursusforløbene gennemføres som en del af Danske Turismekompetencer og i samarbejde med HANSENBERG, Erhvervsakademi Lillebælt og PrimusMotor. Forløbene strækker sig over resten af 2018 og det meste af 2019.

Efteruddannelse højner arbejdsglæden

En helt grundlæggende del af kompetenceforløbet har været at inddrage afdelingslederne i udformningen af uddannelserne. Både fordi det er afdelingslederne, der har fingeren på pulsen, når det gælder afdækning af medarbejdernes kompetencer, men i høj grad også fordi ønsket om efteruddannelse stammer fra medarbejderne selv.

”Vi laver årligt trivselsundersøgelser med vores medarbejdere, og her kunne vi se, at mange efterspurgte yderligere kurser og efteruddannelser. Efteruddannelse er med andre ord også med til at skabe mere arbejdsglæde. Gæsterne kan tydeligt mærke, hvis medarbejderne er glade – det smitter af og skaber det nærvær, som er så vigtigt for en god hotel- og restaurantoplevelse,” fortæller Christina Nielsen.

Danske Turismekompetencer er et tværregionalt kompetenceudviklingsprojekt, der tilbyder målrettede uddannelsesforløb til turismeerhvervet. Projektet er EU-socialfondsfinansieret, og kurser og efteruddannelse gennemføres af Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner og destinationer.

Læs mere om Danske Turismekompetencer