Et visionært projekt om at gøre det vestlige Østersøområde til Nordens bedste resort for moderne, aktiv kystferie er netop godkendt af det europæiske udvalg Interreg. Partnerskab for Østersøturisme er med i samarbejdet, som tæller seks danske og syv tyske partnere.

Det europæiske udvalg Interreg godkendte onsdag den 16. december 2015 projektet REACT – Nordens bedste resort for moderne, aktiv kystferie. Projektet er det hidtil mest visionære dansk-tyske samarbejdsprojekt i mange år, og har til formål at sætte Østersøen på verdenskortet ved at styrke området inden for aktiv turisme. Partnerskab for Østersøturisme er partner på det ambitiøse projekt, hvor Naturturisme I/S er leadpartner. Derudover tæller samarbejdet fire andre danske og syv tyske partnere.

”Projektet er en rigtig god mulighed for at skabe værdifulde samarbejder på tværs af Østersøregionen, hvorfor Partnerskab for Østersøturisme er en naturlig partner i projektet. Vi har forventninger om, at samarbejdet kan styrke turismeerhvervet inden for aktive kommercielle oplevelser i naturen og ved kysterne,” fortæller Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme.

REACT-projektet vil styrke Østersøområdet inden for aktiv naturturisme.

REACT-projektet vil styrke Østersøområdet inden for aktiv naturturisme.

Flere kunder og kvalitetsfaciliteter

Med REACT vil partnerne i fællesskab opnå større gennemslagskraft på markedet, udvide kundegrundlaget og udvikle de kvalitetsfaciliteter og –produkter, som de aktive turister efterspørger.

Projektet sætter især fokus på fem udvalgte områder, hvor man skal blive endnu bedre til at tiltrække turister. De fem områder er vandring, cykling, lystfiskeri, vandsport og strandliv.

Fakta om REACT-projektet

  • REACT – Nordens bedste resort for moderne, aktiv kystferie er et projekt, der skal styrke Østersøens styrkeposition inden for aktiv turisme gennem et samarbejde mellem danske og tyske partnere.
  • Projektet starter 1. januar 2016 og har en projektperiode på tre år.
  • Naturturisme I/S er leadpartner på projektet, hvor partnerne derudover består af fem danske partnere herunder Partnerskab for Østersøturisme og syv tyske partnere.
  • Den Europæiske Union står bag programmet Interreg, der støtter op om og fremmer samarbejder på tværs af landegrænser i Europa. REACT hører under programmet Interreg5a.