Bornholm er en stærk udbyder af outdoor-oplevelser, men infrastrukturen skal forbedres, hvis den gode udvikling skal fortsætte. Derfor er fokus i Vækstprojekt Bornholm at styrke outdoor-turismen ved at udbygge de fysiske rammer blandt andet med et outdoor-center på Hammersholm.

Den særegne natur på Bornholm skaber helt unikke rammer for oplevelser som mountainbike-ture gennem det bornholmske urfjeld og klatring på høje klippevægge. Det nyder turisterne på Bornholm godt af, og de tilvælger i stigende grad Bornholm netop på grund af outdoor-oplevelserne. Men den slags oplevelser kræver nogle gode rammer – udover de rammer som naturen selv tilbyder – og her er der plads til forbedring. Vækstprojekt Bornholm vil derfor styrke outdoor-turismen på Bornholm blandt andet ved at forbedre de fysiske rammer og den kommercielle infrastruktur.

Bornholms natur tilbyder nogle enestående rammer for outdoor-oplevelser som klippeklatring. Foto: Destination Bornholm.

Bornholms natur tilbyder nogle enestående rammer for outdoor-oplevelser som klippeklatring. Foto: Destination Bornholm.

”Bornholm har en underskov af aktører, der tilbyder gode og spændende outdoor-oplevelser, og vi har allerede mange tiltag i gang, der skal styrke outdoor-turismen på Bornholm. Men infrastrukturen skal også følge med den udvikling, og der er behov for spor og stier og faciliteter, hvor udbyderne kan udleje udstyr, tilbyde undervisning eller træning, og hvor turisterne kan få en bid brød og noget koldt at drikke oven på dagens aktiviteter,” forklarer Pernille Kofod Lydolph, administrerende direktør i Destination Bornholm.

Den langsigtede vision med vækstprojektet er at skabe en stærk signaturoplevelse omkring outdoor-turismen på Bornholm. Oplevelser, der kan sikre gæster til øen og være omdrejningspunkt for deres tilvalg af Bornholm – og Danmark – som rejsedestination.

Nyt outdoor-center i støbeskeen

Som en del af projektet er der desuden planer om at etablere et outdoor-center på Hammersholm. Ideen stammer fra Glenmore Lodge i Skotland, hvor man med succes har etableret og driver et kursuscenter, der har skabt liv og aktivitet i Cairngorms National Park.

”Vi ved endnu ikke, hvad outdoor-centret på Hammersholm skal indeholde, men det skal vi i samarbejde med erhvervsaktørerne finde ud af. Vi har netop igangsat en undersøgelse, der skal afdække fordele og ulemper samt driftsmuligheder for centret,” fortæller Pernille Kofod Lydolph.

Projekteringen af outdoor-centret foregår ligeledes i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer den gamle gård, Hammersholm. En del af projektet handler desuden om at udarbejde et Code of Conduct, som alle aktører kan skrive sig ind i for at sikre, at der bliver taget hensyn til naturen, og at der er plads til en mangfoldighed af aktiviteter.

Læs mere om Vækstprojekt Bornholm

Fakta om Vækstprojekt Bornholm

  • Vækstprojekt Bornholm vil styrke outdoor-turismen på Bornholm med det formål at sikre vækst og beskæftigelse på øen
  • Projektet har et samlet budget på to millioner kroner og er støttet af Bornholms Regionskommune, Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen, LAG-Bornholm, Lokale og Anlægsfonden, Danmarks Idrætsforbund, DGI Bornholm. Herudover ansøges Vækstforum Bornholm og relevante fonde om medfinansiering
  • Projektperioden strækker sig over to år og afsluttes april 2019

Vil du høre mere om projektet? Kontakt:

jacob sort hvid.png (1)

Jacob R. Kirkegaard Larsen

Souschef for Strategi og udvikling

jkl@kystognaturturisme.dk

+45 5168 5345

Find Jakob på LinkedIn