Feriehusordninger

Nye feriehusordninger skal bidrage til grøn omstilling af dansk turisme

11.3.2025
Foto: VisitNordvestkysten, flying october

To nye mærkningsordninger skal sætte skub på den grønne omstilling af mere end 220.000 feriehuse i Danmark. Der er tale om mærkningsordningen ”Koglemærket – Fokus på Energi” samt videreudvikling af den anerkendte DGNB Villa-certificering, som nu også omfatter feriehuse.

Turismen skal bidrage til den grønne omstilling i Danmark. Derfor lanceres nu to nye mærkningsordninger, der skal fremme mere grønne opførelser, renoveringer og drift af de danske feriehuse og dermed styrke Danmarks bæredygtige turismeprofil. Rådet for Bæredygtig Byggeri står bag den ene ordning, som omfatter en tilpasning af DGNB Villa certificeringen, mens Feriehusudlejernes Brancheforening udkommer med Koglemærket – Fokus på Energi. De to ordninger supplerer hinanden med et fokus på henholdsvis nybyg/renovering og på drift.

"Det skal være nemmere for turisterne at træffe grønne valg, og udviklingen af bæredygtige løsninger og overnatningstilbud skal være med til at styrke Danmarks position som et miljøvenligt rejsemål samt indfri målsætningerne i den nationale turismestrategi frem mod 2030," fortæller Jens Hausted, som er direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, der har været partner på udviklingen af begge mærkningsordninger.

Mærkningsordningerne omfatter ”Koglemærket – Fokus på energi”, som er en fælles mærkningsordning for energiforbedrede feriehuse udviklet af Feriehusudlejernes Brancheforening samt en videreudvikling af Rådet for Bæredygtigt Byggeris DGNB Villa-certificeringen, der som noget nyt nu også omfatter feriehuse. De to ordninger vil ifølge Dansk Kyst- og Naturturisme accelerere den grønne omstilling af landets største ferieovernatningsform.

"Feriehusene er kyst- og naturturismens kerneprodukt og tegner sig for halvdelen af overnatningerne i Danmarks kystnære områder. Derfor er det afgørende, at vi formår at sikre en grøn omstilling af feriehusene for at imødekomme markedets nye tendenser og efterspørgsel. Ordningerne er et aktivt bidrag til en grøn omstilling af de danske feriehuse – både de der udlejes til turister, og de der kun bruges privat. Samtidigt bidrager de også til en mere bæredygtig omstilling af de områder, som feriehusene ligger i. Det er vigtigt med en helhedsorienteret udvikling af grønnere feriehuse, og her er feriehusordningerne en markant milepæl," fortæller Jens Hausted.

DGNB-certificeringen er en internationalt anerkendt certificering af bæredygtighedstiltag, der hidtil ikke har omfattet feriehuse. I Rådet for Bæredygtig Byggeri glæder man sig over nu at kunne udbrede DGNB-ordningen til også at omfatte både nybyggede feriehuse og renoveringer siger adm. direktør Annemarie Munk Riis.

"Det er et godt skridt, at ambitiøse feriehusejere nu kan opnå en DGNB-certificering. Feriehuse bør som andre bygninger optimeres med klimatiltag, biodiversitet og de andre parametre i en certificering. Jeg er især glad for, at DGNB-certificering giver gode incitamenter til renovering. Det er vigtigt at vedligeholde, fremtidssikre og energiforbedre feriehuse som del af at nå de danske klimamålsætninger," fortæller
direktøren.


Ny mærkningsordning skal gøre danske feriehuse til et grønnere ferievalg

I Danmark er der omtrent 220.000 feriehuse fordelt over hele landet, som er ejet af danskerne selv. Ca. 43.000 udlejes gennem landets feriehusudlejningsbureauer, mens de resterende udlejes eller anvendes privat. Med ”Koglemærket – Fokus på Energi” vil Feriehusudlejernes Brancheforening således inspirere, opfordre og motivere husejerne til at foretage de nødvendige investeringer for at blive en del af mærkningsordningen.

"Der ligger en stor opgave i at synliggøre, at energioptimering af feriehuset ikke alene er et vigtigt skridt i den grønne omstilling, som vi alle skal bidrage til, men også samtidig er en økonomisk investering, der vil komme både samfundet og den enkelte til gavn. Turisterne er allerede opmærksomme på bæredygtige løsninger, og fremover vil det i stigende grad være en såkaldt hygiejnefaktor, som de vil forvente, er til stede. Vi ser derfor Koglemærket – Fokus på Energi som en betydelig fremtidssikring af det danske feriehusprodukt," lyder det fra direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening Pernille Kofod Lydolph.

Ordningen peger på konkrete tiltag, der kan energioptimere danske feriehuse, og mærket vil fremover være synligt på feriehusudlejernes bookingplatforme – særligt de tyske gæster vil gerne favne bæredygtighed i deres ferieovervejelser.

”Koglemærket – Fokus på Energi” og tilpasningen af DGNB Villa-certificeringen til feriehuse er begge støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvor sidstnævnte er udarbejdet i regi af Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling.

Fakta om Koglemærket – Fokus på Energi

  • Koglemærket – Fokus på energi er en mærkningsordning for energiforbedrede feriehuse.
  • Mærkningsordningen består af tre niveauer: Bronzekogle, Sølvkogle og Guldkogle – Fokus på energi. Husene tildeles mærket alt efter, hvor mange energimæssige krav de opfylder.
  • Et mærke varer i tre år og følger feriehuset. Efter tre år skal husejer igen søge om at få tildelt mærket.
  • En app er afsæt for mærkningsordningen. Her skal husejer oprettes med en brugerprofil, hente appen, gennemgå sit feriehus og svare på appens spørgsmål om feriehuset. Husejer søger om mærket direkte i appen.
  • Koglemærket - Fokus på energi er udviklet af Viegand Maagøe, tredjepartsverificeret af DEM (Danish Energy Management) samt forhåndsgodkendt af Forbrugerombudsmanden.
  • Mærkningsordningens fokus er energiforbruget. Med tiden vil mærket blive udviklet til en certificering, hvor der også er fokus på biodiversitet, indeklima, indlejret CO2, vandforbrug, affaldssortering, kloakering mv.
  • Feriehusudlejernes Brancheforening ejer og administrerer mærkningsordningen og forventer, at op mod 80 pct. af de danske feriehuse skal energioptimeres for at få tildelt Koglemærket – Fokus på energi.
  • Hjemmesiden www.koglemærket.dk indeholder al information om mærkningsordningen.
  • Koglemærket – Fokus på energi er udviklet med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Dansk Kyst- og Naturturisme har deltaget som partner i projektet.

Fakta om DGNB Villa

  • DGNB er en international certificeringsordning, der bruges til at måle, samarbejde om og fremme bæredygtighed i det byggede miljø.
  • Når en bygning får en DGNB-certificering, betyder det, at den opfylder særlige krav til miljø, økonomi og social ansvarlighed.
  • I dag findes der fem typer DGNB-certificeringer, som retter sig mod henholdsvis renovering og opførelse af nye bygninger, mindre renoveringer og indretning, enfamiliehuse, drift af bygninger samt udvikling af byområder.
  • Bygninger, hvis målsætning er at blive certificeret inden for DGNB Villa, vurderes af Rådet for Bæredygtigt Byggeri på en skala med mulighed for at opnå henholdsvis DGNB Platin, DGNB Guld eller DGNB Sølv. Certificeringen baseres på de point, som bygningen opnår inden for de tre nævnte kvaliteter. I DGNB Villa vægtes miljø 40 %, mens økonomi og sociale forhold hver vægtes 30 %.
  • Tilpasningen af DGNB Villa certificeringen er udarbejdet i regi af Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling med Dansk Kyst- og Naturturisme som projektleder. Rådet for Bæredygtigt Byggeri står bag tilpasningen af DGNB Villa certificeringen til feriehuse. Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Medarbejderfoto_Henriette
Vil du vide mere?

Seniorkonsulent

hmh@kystognaturturisme.dk