Svendborg Havn

Fra havneplads til oplevelsesrum: Nyt initiativ skal styrke de danske lystbådehavne

12.3.2026
photo_by: Michael Fiukowski & Sarah Moritz

Lystbådehavnene rummer et stort, uforløst potentiale for kyst- og naturturismen. Dansk Kyst- og Naturturisme søger nu 2-3 ambitiøse havne til pilotprojekter, der skal teste nye koncepter, som kan udvikle havnene til levende helårsdestinationer for både lokale og turister.

Lystbådehavnene er hjertet i mange danske kystsamfund og spiller en central rolle for livet og turismen langs kysterne. Men deres funktion er i forandring. Mens traditionel sejlerturisme har et stabilt leje, vokser efterspørgslen på landbaserede oplevelser, der kan binde havn, by og natur tættere sammen.

For at gribe det potentiale lancerer Dansk Kyst- og Naturturisme nu et call efter 2-3 pilotprojekter, der skal teste og udvikle nye modeller for, hvordan havneområder kan transformeres. Formålet er at finde projekter, der kan udvikle havnene til attraktive knudepunkter for både lokale og turister hele året rundt, og som efterfølgende kan inspirere og skaleres til øvrige havne.

”Vi ser et stort, uforløst potentiale i de danske lystbådehavne, som i dag er meget mere end blot parkeringspladser for både. De er adgangen til den blå natur og et unikt mødested mellem land og vand. Vores opgave er at hjælpe havnene med at gribe det potentiale,” siger Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:

”Med dette initiativ tager vi hul på en langvarig indsats med lystbådehavnene om, hvordan vi sammen kan udvikle havnens rolle som multifunktionelt oplevelsesrum.  Væksten skal i høj grad findes på landsiden ved at udvikle nye forretningsmodeller og styrke samspillet mellem havn og by. Disse pilotprojekter skal bidrage med viden og konkrete værktøjer, der kan hjælpe os på vej med den transformation.”
 

Fra wayfinding til vinterbadning

De projekter, der kan komme i betragtning, skal teste konkrete metoder til at udvikle nye oplevelser på havnearealerne. Det kan spænde bredt fra at styrke handelsliv og turismeerhverv, binde havnen bedre sammen med byen via wayfinding, eller udvikle nye kommercielle outdoor-aktiviteter som vandsport og vinterbadning. Der kan også arbejdes med nye forretningsmodeller for f.eks. autocampere.

Et centralt vurderingskriterium for ansøgningerne vil være projektets potentiale til at inspirere og blive anvendt af andre havne. Der vil blive lagt særlig vægt på projekter, der er innovative i forhold til, hvad der er almindeligt udbredt på danske havne i dag, og som tænker i helårsturisme.

Hos FLID, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, ser man positivt på initiativet:

”Det er et stærkt og velkomment initiativ. Vores medlemshavne er gode værter for gæstesejlere og alle dem, der i større og større antal kommer fra landsiden. Men de har nok ikke så meget tradition for at tænke i forretningskoncepter for de mange nye brugergrupper og turister, der de seneste år er dukket op på havnen. Med disse pilotprojekter får vi netop muligheden for at teste løsninger af i praksis og skabe viden, som kan inspirere og gavne alle havne i sidste ende,” siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.

Der er ansøgningsfrist for indsendelse af ansøgninger mandag d. 4. maj, hvorefter de 2-3 pilotprojekter udvælges. Projekterne skal gennemføres i perioden 1. juni – 30. november 2026.

Fakta om call'et 'Mere Liv på Havnen?':

  • Dansk Kyst- og Naturturisme står bag et nyt projekt om udviklingsaktiviteter på danske lystbådehavne med særligt fokus på mindre havne. En indsats i projektet er pilotprojekter på udvalgte havne, der skal teste metoder til at udvikle nye oplevelser på havnearealer.
  • Initiativet er finansieret af en samlet bevilling på 1 mio. kr. fra Regeringens turismereserve for 2025.
  • Ejere/driftsansvarlige af danske lystbådehavne kan indsende ansøgning/projektoplæg til puljen, gerne i samarbejde med havnens foreninger.
  • Der kan søges ind i en samlet pulje på 600.000 kr. som er afsat til fordeling mellem 2-3 udvalgte pilotprojekter. Der kan søges om op til 300.000 kr. pr. projekt, og der er krav om 50% medfinansiering.
  • Der er ansøgningsfrist mandag den 4. maj 2026.
  • Projekterne skal gennemføres i perioden 1. juni – 30. november 2026
  • For spørgsmålet til call’et, kan Alice Bank Danielsen, projektchef i Dansk Kyst- og Naturturisme, kontaktes på mail  abd@kystognaturturisme.dk eller telefon 2643 1411
  • Du kan læse call’et her på hjemmesiden
Alice Bank Danielsen
Vil du vide mere?

Projektchef

abd@kystognaturturisme.dk