Maxi med mælkekasse og iskunst med historie
Vækstprojektet har allerede haft positiv indvirkning på udviklingen af oplevelser, der tager udgangspunkt i den særlige profil for området - heriblandt konceptet Maxi Tours, hvor turister kan komme med på autentiske, guidede Puch Maxi-ture med de lokale beboere og opleve området på en ny og anderledes måde.
"En plus en giver i vores tilfælde tre, for jo flere oplevelser, der findes i vores område, jo flere turister vælger at tage turen til Vestkysten. Vi glæder os derfor over at være blevet en del af det stigende oplevelsestilbud i området, som i høj grad er muliggjort af vækstprojektet", forklarer naturvejleder Jens Hedevang, som står bag Maxi Tours, og fortsætter:
"For os er det helt afgørende, at turisterne får et autentisk indblik i destinationens DNA og livet på Vestkysten, og det er det, vi nu forsøger at give på ryggen af en Puch Maxi – så bliver det formentlig ikke mere vestjysk".
Vækstprojektet har også været med til at sætte en ny attraktion i søen med åbningen af Iskunsten på havnen i Thyborøn. Iskunsten er indrettet i byens gamle frysehus, som er bygget sidst i 1940’erne som et supplement til det isværk, der på den tid lå på den anden side af gaden. Det er den maritime historie om isværket og frysehuset, der i sin tid leverede is til fiskekutterne, som har skabt idéen.
"I lyset af den aktuelle coronasituation er det vigtigere end nogensinde, at aktører i turismebranchen tænker i nye baner og formår at udvikle kommercielle koncepter, der kan tiltrække turister til vores område. Med Iskunsten afslutter vi nu ringen med en historisk attraktion, der tager udgangspunkt i områdets unikke fortælling til gavn for både borgere og turister", lyder det fra Michael Madsen, der er ejer af "Iskunsten by Jyllandsakvariet".
Iskunsten blev officielt indviet den 1. juli og slog således dørene op for offentligheden torsdag d. 2. juli med udstilling af isskulpturer fra ni forskellige kunstnere med maritime emner. Udstillingerne vil variere i løbet af året med blandt andet østers-isbar, juleudstillinger og workshops for både gæster i området og udflugtsgrupper.
Flere oplevelser på vej
Men iværksætteriet stopper ikke her. I løbet af sommeren arrangerer Jyllandsakvariet en række aktiviteter i Thorsminde sammen med lokale aktører; blandt andet en guidet havnerundtur og en ”sanketur”, hvor gæsterne kan samle vilde urter, som tilberedes sammen med friskfanget fisk. Derudover er der planer om en guidet bustur med historiske fortællinger om Jernkysten – den særlige historie om slagene og strandingerne imellem Thorsminde og Thyborøn samt besøg på lokale museer og attraktioner.
"Jeg er glad for, at der med de nye oplevelser er blevet endnu mere at vælge imellem. Her er i høj grad oplevelser for alle aldersgrupper. Det trækker turister til området, både i sommerhusene og éndagsturister. Det smitter positivt af på hele området, at vi har så stort et udbud af ferie- og endags-oplevelser samlet i Thyborøn", siger borgmester i Lemvig Kommune Erik Flyvholm.