Nye outdoorgæster skal skabe god forretning

Nye outdoor-gæster skal skabe god forretning langs den jyske vestkyst

30.3.2022
Foto: Destination Nordvestkysten/Flying October

Outdoor er populært, og efterspørgslen er kun vokset i kølvandet på covid-19. Men hvordan omsætter man potentialet til reel omsætning? Det har været fokus for et forretningsudviklingsforløb for overnatningssteder i umiddelbar nærhed af Vestkystruten (N1) eller gode vandreområder.

Morgenmadskurv, glampingtelte og guidede ture er blot nogle af de tiltag, som selskabet Campingcrew enten allerede har indført eller har på programmet til den kommende sæson. Tiltag som er specifikt tilpasset de nye gæsteprofiler, der besøger en af deres tre campingpladser, hvor outdoor-aktiviteter som cykling og vandring fylder mere og mere. Det har også været bevæggrunden for at deltage i et netop afsluttet forretningsudviklingsforløb for overnatningssteder. Anne Skovbølling, den ene af de tre ejere bag Campingcrew, fortæller:

”Når vi kigger på vores gæster de seneste år, så har stadigt flere af dem fokus på outdoor i en eller anden grad. Så vi var nysgerrige på, hvordan vi kunne inddrage den tendens yderligere i vores forretning, men håbede også via forløbet at få konkret viden om, hvordan vi mest effektivt kan markedsføre os til de nye gæster, der ikke lige nødvendigvis orienterer sig på campingmesser eller via vores hjemmeside.”

Campingcrew driver de tre campingpladser Nymindegab Camping, Houstrup Camping og Tipperne Camping, som alle er beliggende i den sydlige del af Rindkøbing Fjord og alle nær N1, Vestkystruten. Derfor har det for Camingcrew været helt naturligt at inddrage naturen og cykelruten aktivt i gæsteoplevelsen. Særligt nye gæster, der har valgt at prøve en campingferie under corona-pandemien, efterspørger ifølge Anne Skovbølling andre produkter og oplevelser end de mere klassiske gæsteprofiler.

”Vores tre pladser er umiddelbart meget forskellige og spænder over både familieferier, klassisk camping og det meget naturnære. Vi er blevet bekræftet i, at pladsernes forskellige profiler er vores styrke, fordi vi samlet kan appellere bredt i markedet. For nogle familier trækker det at være aktive sammen på mountainbike med ruteforslag og måske endda en guidet tur, mens det voksne par måske ønsker muligheden for at kombinere det naturnære, stilheden og roen med lidt luksus i form af en velkomstpakke eller en god frokost. Vores pladser skal ikke tilbyde det samme - og det skal vi heller ikke som branche - så det handler snarere om at blive skarp på, hvad man vil og ikke vil,” forklarer Anne Skovbølling.  

Campingcrew har sammen med ca. 30 andre overnatningssteder deltaget i et forretningsudviklingsforløb med fokus på at styrke forretningen ved at tiltrække og øge omsætningen fra vandre- og cykelturister. Forløbet har omfattet både workshops, webinar og individuel sparring med en konsulent med fokus på temaer som mersalg, turoperatør-samarbejder og effektiv kommunikation til nye målgrupper, der ikke nødvendigvis er vant til camping.

”Vi oplever helt klart, at de nye gæster har nogle andre forventninger til deres ferie på en campingplads end vores traditionelle gæstegruppe. Der er mange, der gerne vil være tæt på naturen uden nødvendigvis at lave mad på trangia. Det har derfor været lærerigt for os at få konkrete input til mersalgsløsninger, og vi har også fået bekræftet nogle af de løsninger, vi allerede var i gang med at implementere på pladserne, som fx renovering af hytter og nye glampingtelte,” fortæller Anne Skovbølling.

Forløbet har også sat fokus på, at turoperatører kan være en indgang til nye markeder og målgrupper, hvilket også er en mulighed, som Campingcrew gerne ønsker at afsøge yderligere de kommende sæsoner. 

”Vi vil gerne arbejde videre med at etablere et samarbejde med turoperatører indenfor outdoor-segmentet. I forhold til camping er der ikke så meget historik på den type samarbejder endnu, men det kunne være spændende for os at kigge mere ind i, hvis der er en operatør, der kan se samme gode match til vores profil, afslutter Anne Skovbølling, medejer af Campingcrew.”

Potentiale skal veksles til omsætning

Forløbet er en del af et større projekt, der skal skabe vækst og værdi på Vestkysten. I projektet er der også arbejdet med at gøre Vestkystruten (N1) mere tilgængelig for både potentielle og aktuelle cykel- og vandregæster og samtidigt skabe forretning for det omkringliggende turisterhverv. Og der er forretning at hente ved at fokusere på de aktive gæster, som er en målgruppe i kraftig vækst. 

”Vi ved, at outdoor- og cykeloplevelser efterspørges i stadig højere grad både af vores danske og udenlandske gæster. Danmark har allerede en etableret position inden for outdoor, og Vestkystruten har potentiale for at styrke den yderligere, da Vestkystruten byder på mange forskelligartede oplevelser nær både kyst, feriebyer og unik natur,” fortæller Mette Trads Møller Nielsen, udviklingskonsulent hos Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:

”Men det er samtidigt vigtigt, at det omkringliggende erhverv er klædt godt på til at kunne indfri potentialet. Derfor har vi i forretningsudviklingsforløbet både haft fokus på at skabe gode gæsteoplevelser, men også på at få vekslet potentialet til omsætning. Og heldigvis går de to ting ofte hånd i hånd.”

Foruden forretningsudviklingsforløbet for overnatningssteder er der i projektet også udgivet en ny cykelguidebog, hvor N1 ruten nu er opdelt i nye, mere overskuelige etaper, ligesom hjemmesiden vestkystenruten.dk er opdateret, så den følger guidebogens etapeopdeling. Både cykelguiden og hjemmesiden er desuden oversat til engelsk og tysk for at tilgodese de internationale gæster.

Fakta

  • Forløbet i forretningsudvikling for overnatningssteder er afviklet i 1. kvartal 2022 i hver af de tre deltagende destinationsselskabers geografi
  • Forløbet har bestået af workshops, webinar og individuel sparring
  • Forløbet er et spor i det overordnede projekt 'Vækst og Værdiskabelse på Vestkysten', som er en del af eksekveringen af den fælles Udviklingsplan for Vestkysten
  • Bag projektet står de tre destinationer i Partnerskab for Vestkystturisme: Destination Vesterhavet, Destination Badehavskysten og Destination Nordvestkysten samt Dansk Kyst- og Naturturisme 
  • Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 

 

Christine Jürgensen
Vil du vide mere?

Specialkonsulent

cju@kystognaturturisme.dk