#bareDanmark

#bareDanmark – meget mere end "bare" en kampagne

12.5.2021
Foto: Destination Nordvestkysten

National markedsføringskampagne skal igen i år få danskerne til at holde ferie i Danmark. Det danske hjemmemarked er vigtigere end nogensinde før, og derfor er #bareDanmark ikke blot endnu en kampagne, men også et stærkt eksempel på samarbejdet i dansk turisme.

VisitDenmark har netop lanceret en storstilet Danmarkskampagne, der igen i år skal få os danskere til at vælge Danmark som feriedestination. For Danmark har meget mere at byde på, end mange måske tror! Derfor er målet at få danskernes øjne op for alle de oplevelser, man kan få herhjemme, for at skabe rejselyst rundt i landet, frem for ud af landet.

Hjemmemarkedet er vigtigere end nogensinde

#bareDanmark er en videreførelse af sidst års Danmarkskampagne, hvor VisitDenmark, Danske Destinationer og Dansk Kyst- og Naturturisme gik sammen og skabte kampagnen ’Meget mere end bare Danmark’. Sisse Wildt, kommunikationschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, glæder sig over årets kampagne:

”Det danske hjemmemarked vil - igen i år - blive afgørende for sæsonen, særligt i en tid, hvor der er usikkerhed om de udenlandske gæster. Vi ved, at mange danskere går med tanker om en ferie i Danmark, men at der også er mange, der er lidt afventende i forhold til at træffe de endelige planer. Forhåbentligt vil årets kampagne overbevise de grupper om, at de selvfølgelig skal rejse ud i det danske sommerland på ferien.”

Fælles kampagne indbyder til fællesskab

De danske gæster udgør traditionelt godt halvdelen af alle overnatninger i kyst- og naturturismen i Danmark, og i 2020 var tallet endnu højere. Derfor er de danske gæster, corona eller ej, en vigtig målgruppe. Sisse Wildt uddyber:

”I Dansk Kyst- og Naturturisme har vi siden vores etablering i 2015 haft fokus på marked Danmark, blandt andet i form af vores ’ElskerDanmark’-kampagne sammen med mange af landets destinationer. Derfor er det for os meget glædeligt, at det danske hjemmemarked har fået så stor bevågenhed de seneste år og ikke mindst, så er det stærkt at opleve, at kampagnen ikke "blot" er en kampagne, men også et fælles projekt på tværs af dansk turisme."

Også hos VisitDenmark er man glade for, hvordan kampagnen er blevet modtaget hos landets destinationer. Lene Hylleberg, Senior Projektleder for VisitDenmark og tovholder på kampagnen, fortæller:

Samarbejdet med landets destinationer blev godt etableret allerede sidste år. Igen i år oplever vi en høj interesse og velvilje over for kampagnen - og særligt et stort ønske om at samarbejde om den! I vores taskforce-gruppe bag kampagnen sidder en bred repræsentation af destinationer og turismeaktører, og sammen følger vi kampagnen tæt, så vi hurtigt kan justere til, hvis nye tendenser peger den vej. Den fleksibilitet er rigtig vigtig – både for os, men også for destinationerne, for sådan kan vi sammen sikre, at vores kampagne hele tiden står både relevant og aktuel.”

Overraskende oplevelser i fokus

Sidste år slog kampagnen tonen an på det storslåede og nostalgiske ved en Danmarksferie. I 2021 er fokus på de mere finurlige og uventede oplevelser, man kan få som feriegæst i eget land. Håbet er at inspirere og overraske med flere nye - og anderledes - feriemuligheder. Lene Hylleberg uddyber:

”I år går kampagnen endnu tættere på oplevelserne. Og det greb kan vi mærke bliver taget godt imod blandt alle destinationer, hvor mange tager det oplevelsesnære med videre i deres egen kommunikation. Det vil vi meget gerne støtte op om, så i år har vi også en forstærket presseindsats i kampagnen, der netop kan sætte fokus på lokale oplevelser.”

Kampagnen er i fuld gang 

Kampagnen viderefører flere af de veletablerede aktiviteter fra sidste år, som eksempelvis brugerinvolveringen via hashtagget #bareDanmark. Her har danskerne på sociale medier indtil videre har delt +75.000 billeder fra hele landet og på den måde sammen skabt et fælles katalog af Danmarksoplevelser til inspiration for andre.

I denne uge går #bareDanmark også både på TV som reklamefilm og indtager bybilledet i form af out-of-home-skærme. Der er også nye elementer på planen i år – fx nye mediesamarbejder med blandt andre Netflix. 

Om kampagnen

  • VisitDenmark har lanceret kampagnen 'Meget mere end #bareDanmark' mod det danske hjemmemarked
  • Kampagnen gik i luften 21. april 2021 og vil de kommende måneder blive udrullet på tværs af annoncer, reklamefilm, out-of-home, sociale medier, mediesamarbejder og PR med mere
  • Kampagnen lægger ud med et fokus på byen, som er hårdt ramt, men favner alle forretningsområder
  • Kampagnen har et budget på 21 mio. kr.
  • VisitDenmark står bag kampagnen, som er udviklet i samarbejde med de danske destinationer