Cykeltur ved Aabenraa Fjord

Fritidscykling på dagsordenen til cykeltopmøde

30.6.2022
Foto: Destination Sønderjylland

I anledning af Tour de France – Grand Départ og Cyklens År i Danmark blev der på Cykeltopmøde torsdag den 30. juni sat fokus på at fremme hverdagscykling i Danmark. Med en spritny visionsfilm for cykelknudepunktsnetværket satte vi også fritidscykling og cykelturisme på dagsordenen.

Danmark er et dejligt cykelland for alle og enhver med lyst til at træde ud i nye eventyr og skønne oplevelser. Sådan starter den nye visionsfilm for Danmarks cykelknudepunktsnetværk. Netop cykeloplevelser for alle har været omdrejningspunktet for filmen – for cykelknudepunktsnetværket skal kunne favne alle typer af cyklister – uanset udstyr, evner og interesser.

”Med filmen vil vi gerne vise kerneideen bag projektet: At alle kan få en dejlig cykeloplevelse i Danmark – og at vi allerede har cykelvenlige strækninger i skøn natur samt adgang til faciliteter og særlige seværdigheder via en cykeltur. Vi skal gøre det lettere for den enkelte at benytte sig af det ved at forbinde de cykelvenlige strækninger i et sammenhængende knudepunktsnetværk,” fortæller Mette Rohde Böwadt, projektchef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, og fortsætter:

”På sigt skal knudepunktsnetværket udrulles i hele Danmark, og rigtig mange skal involveres i det arbejde og forstå idéen med indsatsen. Med den nye film kan vi hurtigt vise, hvad visionen bag indsatsen er: at skabe optimale rammer for fritidscykling og gode cykeloplevelser.”

Filmen havde premiere på Cykeltopmøde i København, der blev afholdt i anledning af Tour de France – Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 og Cyklens År i Danmark, torsdag den 30. juni 2022. Værterne var Københavns Kommune ved overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og teknik- og miljøborgmester Line Barfod. På mødet deltog centrale beslutningstagere fra Danmark og EU om det formål at sætte politisk fokus på at fremme hverdagscyklismen i hele Danmark og i resten af Europa.

For der er mange fordele i at styrke den danske cykelkultur – ikke kun i forhold til den daglige transport. Fritidsture og rekreative oplevelser på cykel kan bidrage til at styrke turismen, vitalisere bymidter og understøtte det gode børne-, unge- og ældreliv.

Filmen er produceret i samarbejde med Dansk Cykelturisme samt enkell og Feldskov & Juul, som en del af projektet Bedre vilkår for cykelturismen i Danmark, der er finansieret af Erhvervsministeriets sommerpakke 2020.

Mette Rohde Böwadt
Vil du vide mere?

Projektchef

mrb@kystognaturturisme.dk