Tre pilotprojekter skal skabe mere liv på havnene
Tre pilotprojekter tester nye veje til mere liv, aktivitet og synergi på lystbådehavnene.

Lystbådehavnene er hjertet i mange danske kystsamfund, men potentialet for at skabe endnu mere liv for både lokale og turister er stort. Derfor har Dansk Kyst- og Naturturisme igangsat initiativet ”Mere liv på havnen”.
Pilotprojekter på tre havne
En del af initiativet omhandler at udvikle af nye, skalerbare oplevelser, aktiviteter og opholdsrum, der gør lystbådehavnene til en integreret del af byen og tiltrækker gæster hele året.
Gennem en pulje på 600.000 kr. har vi fundet og støttet tre ambitiøse pilotprojekter, der hen over sommeren og efteråret 2026 skal afprøve nye, skalerbare koncepter. Målet er at transformere havneområderne til levende, multifunktionelle oplevelsesrum – hele året rundt.
Stor interesse for call
Interessen for puljen var stor, og vi modtog i alt 17 stærke og motiverede ansøgninger fra havne i hele landet, der vidner om en stor vilje til at nytænke havnens rolle som destination.
Tre projekter er nu udvalgt og i fuld gang med at teste deres visioner i praksis frem mod den 30. november 2026.
De tre pilotprojekter
Læs mere om de udvalgte pilotprojekter her

Dageløkke Havn: Storslåede eventoplevelser skal forlænge sæsonen
Dageløkke Havn vil med initiativet ”Harbour Event Inspiration Project” udvikle og afprøve et helt nyt, skalerbart eventkoncept under titlen ”BIG Screen Legends Experience”.
Konceptet bygger på at skabe en unik festivalstemning ved at kombinere udendørs storskærmskoncerter med internationale verdensstjerner med lokale tilbud inden for gastronomi (bl.a. gourmet food trucks), wellness og vandaktiviteter.
Pilotprojektet tester, hvordan man gennem disse målrettede events kan tiltrække et nyt publikum uden for den traditionelle højsæson, og udvikler en forretningsmodel, der efterfølgende kan udbredes til andre lystbådehavne i Danmark.

Helsingør Nordhavn: Nye mødesteder med sommerhygge og helårskvalitet
I Helsingør Nordhavn er ambitionen at skabe nye, attraktive mødesteder, der henvender sig bredt til gæstende sejlere, byens borgere og turister. Havnen bygger videre på en stor succes med mobile køkkenvogne ved nu at etablere funktionelle og indbydende opholdsområder omkring madtilbuddene.
Formålet er at skabe rammer for sommerhygge, men i lige så høj grad at fremtidssikre faciliteterne, så de fungerer som rekreative byrum med høj helårskvalitet. Processen og erfaringerne samles undervejs i et inspirationskatalog, der kan komme andre danske havne til gode.

Hou Lystbådehavn: Fra hyggelig havn til regionens kysthovedstad
Hou Lystbådehavn sætter gang i en strategisk udviklingsproces, hvor målet er at transformere havnen fra et primært sommerudflugtsmål til en levende helårsdestination.
Pilotprojektet tester konkrete aktiviteter og nye koncepter i praksis på havnearealet. Disse fysiske tests og de indsamlede erfaringer vil fungere som direkte input til en større, langsigtet helhedsplan for hele havneområdet. Projektet skal sikre et langt stærkere samspil mellem selve havnen, den omkringliggende by og naturen, så der skabes ny synergi for turismen i hele området.
Hvad tester projekterne?
De tre pilotprojekter er udvalgt, fordi de på hver deres måde eksperimenterer med løsninger inden for fire centrale temaer:
- Havn og by i samspil: Hvordan havnen kan blive en mere naturlig del af byrummet? - f.eks. via stærkere handels- eller cafémiljøer.
- Bedre sammenhæng: Hvordan vi binder havnen bedre sammen med den nærliggende by, strand eller naturområder?
- Kommercielle outdoor-oplevelser: Hvordan havnen kan fungere som base for nye, kommercielle aktiviteter?
- Skalerbare forretningsmodeller: At skabe løsninger, der nemt kan inspirere og anvendes af andre lystbådehavne i hele Danmark?
Hvem står bag?
Pilotprojekterne er del af indsatsen 'Udviklingsaktiviteter på danske lystbådehavne', som gennemføres af Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID).






