Af Laura James, Henrik Halkier og Carina Ren - Aalborg Universitet
Covid-19 pandemien har uden sidestykke været den største disruption af international turisme siden 1945, hvor væbnet konflikt forhindrede ikke-militære rejser. Selvom internationale forretningsrejser i dag er mulige, er flytrafikken styrtdykket og luftfartsselskaberne holdes kun på vingerne af store hjælpepakker. Forretningsrejser er i meget stort omfang blevet erstattet af Zoom-møder og skiftende restriktioner med hensyn til ikke-nødvendige rejser – anbefalinger, karantænekrav, dokumentation for negativ corona-test – lægger en voldsom dæmper på ferie- og mødeturismen.
Usikkerhed som grundvilkår
Det, der i øjeblikket karakteriserer rejser, er usikkerhed: det er usikkert, hvornår man kan rejse hvorhen. Det er usikkert, hvornår massevaccinering vil være foretaget. Og det er usikkert, hvornår pandemi-relaterede begrænsninger på rejseaktivitet vil blive ophævet. Dette betyder, at det også er en virkelig usikker tid at være turistdestination i, fordi det er mere vanskeligt end nogensinde at planlægge for de kommende sæsoner: hvilke oplevelsestilbud skal man udvikle og markedsføre, når man ikke ved, hvem der har interesse i eller mulighed for at benytte sig af dem? I dette vidensindspark ser vi derfor nærmere på, hvordan regeringer og turismeorganisationer håndterer usikkerhed og strategiske dilemmaer under pandemien.
Den globale strategiske udfordring: Tilbage eller deruda’?
Internationale organisationer peger på, at pandemien er en grundlæggende strategisk udfordring for turismen i alle dele af verden. FN’s turismeorganisation UNWTO har i første omgang fokuseret på, hvad der skal til for at komme igennem den umiddelbare krise – finansiering, sikkerhed, samarbejde. Dog har de også understreget betydningen af et mere langsigtet perspektiv med udvikling af oplevelser gennem innovation, digital teknologi og fokus på bæredygtig som the new normal. Det samme budskab kommer fra OECD, der under overskriften “build back better” opfordrer regeringer og turismeerhvervet til ikke kun at sikre virksomhedernes overlevelse og beskæftigelse på kort sigt, men også at gentænke turismen: “The crisis is an opportunity to rethink tourism for the future”. I den forbindelse fremhæves en omstilling i retning af mere digitale, klimavenlige, bæredygtige og robuste former for turisme.
Krisens strategiske dilemma skinner også klart igennem blandt de første kommentarer og analyser fra turismeforskere. Mange understreger, at pandemiens drastiske reduktion af turismeaktiviteter skaber en enestående mulighed for at transformere turismen: “Covid-19 offers public, private, and academic actors a unique opportunity to design and consolidate the transition towards a greener and more balanced tourism.” Andre understreger, at erfaringerne med tidligere kriser har vist, at den globale turisme tidligere er kommet sig forbløffende hurtigt over politiske, økonomiske og sundhedsmæssige kriser, og at “the recovery from covid-19 may well eventually be more of the same”.
Rejserestriktioner og usikkerhed blandt forbrugerne vil med stor sandsynlighed betyde et boost for rejser i nærområdet, især hvis destinationen giver mulighed for at undgå trængsel og store menneskemængder . Mere nearcation med andre ord: en tendens, som vi tidligere har drøftet i et tidligere Kickstart-bidrag. Her ligger naturligvis en umiddelbar miljøgevinst – og et stort tab for flyselskaber og destinationer fjernt fra Europa. Samtidig er det oplagt, at en hurtig tilbagevenden til business as usual er tiltrækkende for de fleste private og offentlige turismeaktører af hensyn til virksomheder og beskæftigelse . Et stort spring fremad i retning af bæredygtig turisme vil således kræve “a huge leap of faith on the part of destination regions as they prepare to come out of the crisis, and it would also require a change in collective tourist behaviour unlike anything we have seen before.” . Spørgsmålet er, om man på destinationerne vil og tør sætte sin lid til den nødvendige adfærdsændring hos turister?
Tidsfaktoren er af afgørende betydning i den videre turismeudvikling: Jo længere usikkerheden om pandemiens indflydelse på rejsemuligheder og rejseønsker varer, jo større betydning får destinationernes evne til at udvikle nye fleksible oplevelsesmuligheder. Og da spørgsmålet om tid fortsat er behæftet med stor usikkerhed, er udviklingsopgaven helt klart på dagsordenen allerede nu – og så alligevel vanskelig at tage hånd om.
Nationale strategier: Mere end sikkerhedsnet?
Den globale turismekrise udgør en voldsom trussel for mange destinationer og virksomheder og for beskæftigelsen. Dette har fået regeringer over hele verden til at iværksætte ekstraordinære tiltag, der skal hjælpe erhvervet videre. Men i hvilken retning peger tiltagene? Mod genskabelse af fortidens turisme, som vi kendte den i 2019, eller nye oplevelser og forretningsmodeller tilpasset fremtidens usikkerheder?
På grundlag af indberetninger til UNWTO og surveys foretaget af OECD er det muligt at danne sig et overblik over den aktuelle situation på verdensplan og over Danmarks position heri.
I Tabel 1 er turismerelevante nationale tiltag opdelt i to kategorier:
- Bounce-back tiltag, der sigter på at understøtte eksisterende virksomheder gennem finansielle hjælpepakker, intensiveret markedsføring på traditionelle markeder og øget sikkerhed for gæsterne.
- Bounce-forward tiltag, der fokuserer på markedsføring overfor nye potentielle markeder, innovation og oplevelsesudvikling og styrkelse af bæredygtigheden.
Tabellen sammenligner Danmark med syv lande med tilknytning til OECD: Australien, Brasilien, Kina, Japan, Israel, Italien og Østrig – dog således at resultaterne for de mindst sammenlignelige ikke-europæiske lande er slået sammen.
